| ||||
Moskva er fuld af magi, mystik og oplevelser. Det er nemt og sikkert at praje en taxa/privatbil – du går bare ud på gaden og så begynder biler (privatpersoner) at trække ind til siden – der holder ofte en 4-5 stykker og venter på at høre, hvad du vil give for turen og hvis det ikke passer dig, så bare tag den næste. Man skal ikke give mere end 200-400 rubler for en tur fra den ene ende af Moskva centrum til den anden – dvs. ca. 40-80 DKK. Der er ikke mange taxaer på gaden, da privatbiler tager folk med hele tiden. Statistisk er der nok mere kriminalitet end i København, men så længe du færdes med nogen om aftenen, så er Moskva en sikker by. Når du går ud, er det ikke anderledes end at gå ud i København, så længe du holder dig til centrum og ikke forvilder dig ud i forstæderne. Der er rig mulighed for at tage ud og more sig eller spise på en god restaurant i Moskva. Prøv følgende steder: Restauranter Café Pushkin, Tverskoy Boulevard 26a, metro Tverskaya. Der er mange der mener, at dette er den absolut bedste restaurant i Moskva. Den russiske mad er utrolig lækker og selvom priserne ligger i den dyre ende, er det det hele værd. Sky Lounge, Russian Academy of Sciences Leninsky Prospekt 32a, metro Leninsky Prospekt. Byens bedste udsigt over Moskva, sommerterrasse, den længste bar, lækker mad og design. Når du har taget hele turen til 22. etage, vil en vagt lede dig hen til den iøjnefaldende restaurant. Red Square, Den Røde Plads 1, metro Okhotny Ryad. Beliggenheden og menuen med oldgamle russiske opskrifter gør denne restaurant til noget specielt. Uzbekistan, Neglinnaya Ulitsa 29, metro Tsvetnoy Bulvar/Kuznetsky Most. Denne restaurant er med asiatisk, arabisk og uzbekistansk mad og luksuriøse indretning unik, og man skal lede længe efter en af samme slags. Moderate priser og klart et besøg værd. Courvoisier, Malaya Sukharevskaya 8, metro Sukharevskaya. Hip crowd, hyggelig indretning, livlig musik og rimelige priser, gør det til et perfekt sted at starte en aften i byen. Mu-Mu Café, 6 forskellige steder i byen. Self-service restaurant med russisk mad. En 3 retters menu med drikkevarer koster omkring 75 DKK. Natklubber Club Rai ( Paradise Club), Bolotnaya Naberejnaya 9 For tiden den mest trendy og dyreste club i Moskva. Her kommer kun de rige og smukkeste og facekontrollen er ret streng. Hvis du er pænt klædt på og udstråler penge er det muligt at komme ind. De store lokaler ligger i en gammel chokoladefabrik og ideelle til en sjov aften. Bordreservation koster ca. 10.000 DKK og opad afhængigt af, hvilken aften du kommer. Pengene kan bruges i baren hele aftenen. Opera Club Konceptet er det samme som i Club Rai, men facekontrollen knap så streng. Forskellige dj's i flotte omgivelser. Sabotage, Sadovnicheskaya Ul., 33 En fed klub med god musik, dansere, 26 kæmpe diskokugler hængende fra loftet, farver og stemning i 2 etager. Club Fabrique Samme stil som Sabotage med kendte dj's fra USA og Storbritannien. Streng facekontrol, men rimelige priser. Club 13 Stedet med et lidt yngre publikum end de øvrige, men rigtig flot klub, der anbefales af de fleste. Krisis Zhanra Det bedste sted i Moskva at høre livemusik. Et virkelig livligt sted og drikkevarer er billige – ca. 12 DKK for en fadøl. | ||||
| ||||